Det her er et svært indlæg at skrive. Fordi jeg virkelig ikke er stolt af, hvad jeg gjorde, og det sidder stadig i mig. At jeg kunne vende en stolt og glad og kreativ datter til en, der følte sig flov. Men jeg er også bare et menneske, og af og til sidder reaktioner og reaktionsmønstre som en default – og det var præcis, hvad der skete forleden. Desværre.
Jeg var nede for at hente mellembarnet, og imens var skolepigen alene hjemme. Da jeg kom tilbage med en flad treårig og halvsur baby, var hun glad igang med saks og limstift.
I mine gamle påklædningsdukker, som mormor havde haft med. Hoveder, arme og kroppe var klippet fra hinanden og sat sammen med forskelligt tøj og tilbehør i surrealistiske collager. Og hun var SÅ glad.
‘Hvad laver du?!’, spurgte moren
‘Jeg klipper dem sammen’, svarede barnet smilende
‘Jamen, det er jo mine gamle påklædningsdukker’, sagde jeg… ‘nu kan man jo ikke bruge dem til at lege med mere’
‘Jeg kommer jo heller ikke til at lege med dem’, svarede hun. Hvilket er helt korrekt. Det gør hun ikke. Det har hun aldrig gjort.
‘Ok…’, sagde jeg – og så meddelte babyen, at NU var det altså tid til en lur.
…
Da jeg kom ind i stuen igen efter at have puttet hende, var det en stor pige med tårer ned ad kinderne, der mødte mig. Projektet var opgivet og hun sad med saksen uvirksomt i hænderne. ‘Undskyld mor!’, græd hun.
Men det var jo mig, der skulle sige undskyld. Det var mig, der havde reageret helt, helt skævt. Jeg blev bare så overrasket over, at hun overhovedet var kommet på ideen at klippe påklædningsdukkerne ud og lime dem sammen på en anden måde. Det er jo vildt kreativt og sjovt fundet på, men min kedelige voksenhjerne så kun, at nu var deres oprindelige funktion ødelagt.
Jeg undskyldte – selvfølgelig! – overfor hende. Mange gange. Fortalte hvorfor jeg havde reageret så dumt, og at det i virkeligheden var hende, der havde fundet på noget super kreativt og sjovt. Jeg havde haft en knee jerk-reaktion og kom til at sige noget inden jeg fik tænkt mig om. Jeg tror, hun forstod og godtog det, men det sjove var gået i stykker. Jeg havde ødelagt øjeblikket og det er ikke så mærkeligt, at projektet er skrinlagt.
Jeg tror måske, vi skal finde tiden til at arbejde videre på collagen sammen. Jeg skal også lige have slugt den grimme fornemmelse af at have ødelagt noget fint. Uanset hvor meget man gerne vil, så kan man ikke undgå at træde ved siden af nogle gange. At komme til at falde ind i roller og mønstre, som ligger indgroede og som vi ‘bare’ gør uden rigtig at tænke over hvorfor. Jeg tror måske, det ramte mig ekstra meget, fordi jeg i mit moderskab netop gør så meget ud af at være til stede og at forsøge så godt som muligt at være i øjenhøjde med mine børn. Og selvom jeg absolut ikke har kvaler eller skrupler over at sætte tydelige grænser og rammer og at være den voksne, så var det her bare ikke i orden. For mig var det endnu en lektie i alt det jeg endnu skal lære – og i endnu højere grad en påmindelse om at træde et skridt tilbage fra mine egne forestillinger om hvordan man gør ting på ‘den rigtige’ måde. En åbning til at der næsten altid er flere muligheder og veje end dem, jeg selv havde tænkt.